|
|
|
|
|
Hvem var C.G.Jung?C.G.Jung
var schweizer og levede hele sit liv (1875 til 1961) i Schweiz. Han begyndte
som læge på et psykiatrisk sygehus og interesserede sig for psykoanalysen,
som på den tid var i sin vorden. Efter nogle års samarbejde med Freud gik
Jung sine egne veje og udviklede den såkaldte analytiske psykologi. Han
udforskede især symbolets betydning i sammenhæng med den menneskelige psyke
og det ubevidstes manifestationer i drømme, religioner, myter og forskellige
kulturers levevis og ritualer. Han rejste til Amerika, Afrika og Indien og
lærte om psyken i fremmede kulturer. Jungs
navn er forbundet med begreber som arketyper, animus og anima og det
kollektive ubevidste. Han lagde især vægt på, at hvert menneske står i en
livslang udviklingsproces, som han kaldte individuation. Ethvert menneske
gennemgår sin helt specielle individuationsproces. Den består af indre
forvandlinger, som omfatter både relationerne til omverden og relationerne
mellem psykens bevidste og ubevidste dele. Processen ledsages ofte af indre
billeder og symboler, som kan komme til udtryk i drømme. Terapien
er en mulighed for at støtte og fremme individuationsprocessen. Bøger af og om C.G.JungDer
kræves ingen psykologiske forkundskaber af nogen art for terapien. Terapien
handler udelukkende om at forholde sig spontant til sin egen indre verden. Men for
dem der har lyst til at beskæftige sig med Jungs tanker kommer her nogle
henvisninger: Carl
Gustav Jung: Erindringer, drømme, tanker, optegnet
og udgivet af Aniela Jaffé, på dansk ved Dita Mendel. Lindhardt og Ringhof,
1991 Jungs
selvbiografi, skrevet i hans sidste år i samarbejde med Aniela Jaffé, hvor
der gøres rede for hans opvækst og livsforløb, men også for hans indre
oplevelser og tanker om mennesket og psykologien. Carl
Gustav Jung: To skrifter om analytisk psykologi Gyldendal
2001. Indeholder: Om det
ubevidstes psykologi (på dansk ved Lene Byrith) Relationerne
mellem Jeget og det ubevidste (på dansk ved Preben Grønkjær) Som
introduktion kan læses: Ursula
Kleinen: Et værende og levende Noget. Om C.G.Jungs To skrifter om
analytisk psykologi. (Matrix, 19.3, Oktober 2002) Carl Gustav Jung: Mennesket og dets symboler Lindhardt
og Ringhof, 1999 Rigt illustreret udgave af forskellige essays om Jungs dybdepsykologi, skrevet af Jung og nogle af hans medarbejdere (på dansk ved Vagn Simonsen) Kathrin
Asper: Ravnen i glasbjerget: følelsesmæssig forladthed og ny terapi. Gyldendal
Kathrin Asper: Barnet i det ubevidste Gyldendal Om barnet - vores eget indre barn, det barn vi var engang og barndommen - som motiv i vores drømme (på dansk ved Nanna Thirup) C.G.Jung om drømme
Drømme
er ikke tilsigtede vilkårlige opfindelser, men naturlige fænomener, som ikke
er andet end det de netop viser. De vildleder ikke, lyver ikke, de hverken
fordrejer eller skjuler, men giver naivt til kende hvad de er og mener. De er
kun irriterende og forvirrende, fordi vi ikke forstår dem. De laver ingen
kunststykker for at sløre noget, men siger det, som udgør deres indhold, på
deres egen måde og så tydeligt som muligt. Vi er også i stand til at erkende,
hvorfor de er så ejendommelige og vanskelige: erfaringen viser nemlig, at de
hele tiden prøver at udtrykke noget, som jeg-et ikke ved og ikke forstår. (Gesammelte Werke, bd. XVII, s. 121) Drømmen er den lille skjulte
dør i sjælens inderste og mest intime del, som åbner sig i den kosmiske
urnat, som allerede var sjæl længe før der fandtes en jeg-bevidsthed og som
vil være sjæl langt ud over det som jeg-bevidstheden nogensinde vil kunne nå.
For al jeg-bevidsthed er isoleret. Den adskiller og skelner, og ser kun det
som kan relatere sig til dette jeg. Jeg-bevidstheden består af lutter
indskrænkelser, selv om den rækker til de fjerneste stjernetåger. Al
bevidsthed skiller; men i drømmen træder vi ind i det dybere, mere almene,
sande, evige menneske, som stadigvæk står i dæmringen af begyndelsens nat, da
han endnu var det hele og det hele var i ham, i den forskelsløse natur uden
al jegfornemmelse. Fra denne alt forbindende dybde stammer drømmen, selvom
den er nok så barnagtig eller umoralsk. (Gesammelte Werke bd. X, s. 168) . |