|
En digters fortælling om
afskedigelse og genplacering Ursula Kleinen At
miste sin arbejdsplads er en belastende oplevelse. Den kan endda blive så
traumatisk, at den indskrænker ens liv over en længere periode. Men den kan
også blive begyndelsen til en positiv psykisk udvikling. Af væsentlig
betydning er i den sammenhæng, hvordan virksomheden forholder sig i
afskedigelsessituationen. Et
eksempel på hvor galt det kan gå viser Per Flys film "Arven". Her
bliver en højt estimeret medarbejder fyret uden varsel og med få upersonlige
ord efter en middag i chefens private hjem. Eksemplet hører forhåbentligt
efterhånden til undtagelserne og mange virksomheder tilbyder da også deres
fyrede medarbejder professionel hjælp til at finde en ny arbejdsplads. Men
følelser af afmagt, angst, skyld og vrede bliver ofte fortiet og fortrængt og
kontakten med den fyrede medarbejder bliver undgået. Ansvaret for fyringen
flyttes derfor f.eks. så langt væk i virksomheden eller koncernen som muligt
eller opgaven bliver delegeret ud til dertil hyrede "konsulenter".
De smertefulde følelser bliver på den måde aldrig bearbejdet og vil stå i
vejen for en positiv udvikling med depression, angst, fysiske smerter eller
alkoholmisbrug til følge. At afskedigelser kan håndteres på en helt anden måde viser et stykke verdenslitteratur om en fyrings- og genplaceringsrunde, som personale- og virksomhedsledere kunne lade sig inspirere af. Værket, som oven i købet er skrevet af en dansk forfatter, nemlig Karen Blixen, hedder Den Afrikanske Farm. At
respektere den andens stolthed
Den Afrikanske Farm er en meget
fornem døråbner til en dialog med egne tanker, erfaringer og indre billeder
og en hjælp til at finde frem til en personlig holdning til hvad afsked og
tab egentlig betyder. Kaffefarmen i Kenya var en
multietnisk virksomhed, hvor der var ansat få europæere og indere samt
forskellige afrikanske nationaliteter. Karen Blixen var dens karismatiske
leder. Hun forstod at fremhæve sin autoritet med den stolte og smukke
somalier Farah, som var hendes personlige assistent og fulgte hende som en
farverig skygge. Hendes ledelse var præget af respekt for de ansattes kultur
og væremåde og af interesse for hver enkelt persons skæbne. Hun lagde vægt på
at alle på farmen kunne bevare det hun kaldte ”stolthed”, for hendes hus
skulle "midt i vildmarken være et civiliseret sted". Karakteristisk er historien om,
hvordan hun tager sig af den forsømte dreng Kamante, som takket være hendes
indsats igen får fat i livets røde tråd. Det er tydeligt, at hendes ansatte
projicerede et positivt moderbillede på hende. Farmen viste sig dog ikke at være rentabel nok, idet dens høje beliggenhed gjorde den uegnet til kaffedyrkning. Og efter en mishøst og kaffeprisens fald blev hun nødt til at sælge. Hun gav dog ikke op, før der var prøvet alt tænkeligt for at ændre på konceptet. Men det lykkedes hverken med mejeridrift eller hørdyrkning, fordi hun manglede den nødvendige kapital. Fra fornægtelse til sorg
Nu stod hun
overfor den pinefulde opgave at skulle afvikle farmen. Hendes første reaktion
var fornægtelse. Hun lod som ingenting og foretog sig ingenting. Hendes
ansatte reagerede på samme måde og regnede med at det hele nok ville fortage
sig – intet bliver som bekendt spist så varmt som det bliver kogt. De
indfødte Kikuyuer var dobbelt truet af lukningen, fordi de ikke bare skulle
finde et nyt arbejde, men også et nyt sted at bo. Og de stolede fuldstændigt
på at farmens herskerinde nok ville skaffe begge dele for dem. Men
efterhånden som tiden gik begyndte følelserne at komme på højde med det som
forstanden jo for længst havde vidst og nu begyndte der en intens
sørgeproces, hvor alle tog afsked med hinanden og med farmen og konfronterede
sig med tabet og usikkerheden. At tage afsked og skabe erindringer
Karen Blixen
tog nu afsked med selve farmen. De skete på en meget konkret måde, idet hun
gennemgik hver en detalje ved at nævne den højt. Endda hver ko blev kaldt ved
dens navn. Hun ville indprente sig alt det som var, før det skulle mistes, så
tabet en dag kunne blive til en erindring. Det næste var at hun sørgede for,
at alle, både mennesker og dyr, fandt en mulighed for at fortsætte deres liv
på en meningsfuld måde. Men også selve minderne skulle leve videre. Således
forærede hun en ring, som jo er et gammelt symbol på samhørighed, til en
betroet indisk medarbejder, som besluttede sig til at rejse tilbage til sit
hjemland. Til gengældt sendte han hende efter sin afrejse lange breve, som
hver begyndte med formuleringen ”Kære Memsahib, farvel”. Det lyder naivt, men
ikke desto mindre udtrykte han meget præcist med denne tiltale, hvad det
handlede om. Afskeden skulle gennemleves. Under og efter
den lange fase, hvor alle på farmen omgikkes med hinanden i afskedens og
sorgens tegn, begyndte der så småt at dukke nye muligheder op. Efter seje
forhandlinger med myndighederne lykkedes det Karen Blixen at finde et nyt
område for Kikuyuerne, hvor de kunne forblive sammen. Også her ligger der en
pointe: først havde hun undret sig over, at Kikuyuerne nægtede at blive
splittet op. De havde ellers haft mange konflikter med hinanden. Men
Kikuyuerne frygtede ikke så meget konflikterne som udsigten til ikke længere
at kunne tale sammen om, hvordan det havde været på farmen. Så ville de
nemlig miste deres historie og dermed deres identitet. Erindringen er en måde at skabe en syntese mellem forandring og kontinuitet. Det kan være meget smertefuldt ved en fyring, når alle bånd til fortiden pludselig bliver skåret over og man ikke længere har nogen at dele erindringerne med. Fra ekstraversion til introversion
Og hvad med
chefen selv? Hun skulle jo også genplaceres. Det gjorde hun med sikkert
instinkt ved at bruge de bedste minder hun havde til at skabe sig et nyt liv.
Når hun havde siddet sammen med sin elskede Denys Finch Hatton foran pejsen
om aftenen, havde hun fortalt ham historier, inspireret af figurerne på et
skærmbræt, som i flammernes skær virkede som levende. Hun var også så småt
begyndt at skrive historierne ned efter at Denys var død ved et flyuheld.
Dette skærmbræt var en af de få ting hun ikke solgte, men tog med tilbage til
Danmark. Det var et symbol – ligesom ringen hun gav til inderen - som skulle forbinde hende med fortiden og
holde minderne i live. Men samtidig skulle den række ind i fremtiden og
støtte hende i sine intentioner om at blive forfatter. Hun stod på det tidspunkt i midten af sin livsbane. Det smertefulde opbrud efter konkursen markerede også opbruddet fra første livshalvdels udadvendte livsstil, hvor relationerne til omverden og til andre mennesker forbinder en med livet, til den anden livshalvdels mere indadvendte livsstil. Her står relationen til ens indre liv, til følelser og erindringer, i centrum og danner en vigtig livskilde. Denne udvikling var mulig, fordi hun bl.a. var gået gennem en lang sørgeproces, som havde ladet et væld af indre billeder komme op i bevidstheden. Dem kunne hun øse af, da hun var tilbage i Danmark og indledte en forfatterkarriere i verdensklasse. Hun var blevet endnu et stykke mere den hun var. At finde
egne løsninger
Måske vil nogen synes at der for en moderne virksomhed,
som står overfor omstruktureringer og fyringsrunder, ikke er meget at komme
efter i Karen Blixens kaffefarm. Og selvfølgelig har de ydre omstændigheder
efter så mange år ændret sig en del. Men det kan ikke siges om den
menneskelige psyke. Og det som stadigvæk gør Karen Blixens bog til et
lærerigt eksempel er hendes sans for hvad der under eksotisk fremtoning
skjuler sig af psykologisk visdom. Hun langtfra idealiserede sine ansatte til
de ”ædle vilde”. De forekom hende i mange sammenhæng mærkelige og endda
irriterende. Men hun havde øje for at de ”primitive” i sammenligning med den
betydelig mere rationelle og effektive hvide kultur havde bevaret en anden
tilgang til deres egne følelser. En visdom om det gode liv, som på vore
breddegrader normalt ligger skjult under et tykt lag af målrettet funktionel
tænkning med bundlinjen som orienteringspæl. Det er en udmærket pæl, men den
rækker ikke ned i de dybder, hvor bearbejdning af adskillelse og tab foregår.
Karen Blixens
eksempel viser hvad der sker, når alle muligheder er udtømte for at bevare status
quo: Der bliver for en stund skabt en ”deacceleration”, dvs. tidens tempo
bliver sat ud af kraft for at give plads til sorgen over tabet. Dernæst
bliver der skabt mulighed for at erindre forløbet og fortælle hinanden hvad
der blev og bliver oplevet. Her gives der også udtryk for sorg og vrede. Der
bliver droppet paraderne, men ingen mister værdigheden, for den enkeltes
"stolthed" bliver respekteret. Det falder
ikke mere i tidens smag at forære fingerringe eller malkekøer væk, men i et
moderne samfund kunne det oversættes til de tiltag, som styrker den
afskedigedes ydre og indre ressourcer. Også i en
nutidig virksomhedskultur kan "stoltheden" bevares ved at skabe rum
til at udtrykke de smertefulde følelser. Det kan ske ved samtaler imellem de
involverede, supervision til de ledere, som skal foretage afskedigelser, og
om nødvendigt tilbud om psykoterapeutisk hjælp til den afskedigede, som har
brug for at finde ind til sig selv og genopdage sine indre ressourcer.
Således kan alle nyorientere sig på deres individuelle vej. Ud af en
lammende angst for fremtiden kan der på den måde vokse udvikling og
forvandling - velbemærket, når alle parter tager sig tid til at gennemarbejde
situationen og vente på at de kræfter melder sig, som har et potentiale i
fremtiden. |
|